Der er sket noget, som mange danskere knap har lagt mærke til, men som i praksis er en af de største grønne omstillinger i dansk transport i nyere tid: bybusserne er ved at blive elektriske.
Ikke i fremtiden. Ikke i små pilotprojekter.
Men i drift, hver dag, på rigtige linjer – med skolebørn, pendlere, ældre, barnevogne og myldretid.
Og det store spørgsmål er ikke længere “om det virker”, men:
Hvordan virker det – når det skal fungere klokken 06:12 en mørk januar-morgen i slud?
Denne artikel tager temperaturen på elbusserne i Danmark – by for by – med fokus på erfaringer fra drift, chauffører og passagerer. Og så stiller vi et spørgsmål, som flere og flere kommuner bliver konfronteret med:
Hvorfor kommer så mange danske elbusser fra Kina – og ikke fra Europa?
Fra testprojekt til masseudrulning: Elbusserne er for alvor rykket ind
I det østlige Danmark (Movias område) har udviklingen været markant: Ved udgangen af 2024 udgjorde elbusser halvdelen af Movias busser, og Movia forventer, at en meget stor andel af busserne i 2026 og frem mod 2029 vil være emissionsfri, primært elbusser.
Og det er ikke kun en “København-ting”. Flere byer har taget springet – nogle i store hug, andre gradvist.
Aarhus: “Passagererne vil have flere elbusser”
I Aarhus har elbusserne i stigende grad overtaget gadebilledet. Og noget af det mest interessante er, at man her kan finde ret klare chauffør- og passagerreaktioner.
Da Solaris-elbusser blev sat i drift, fortalte Aarbus i en nyhedsartikel, at chaufførerne havde fået overvejende positive tilbagemeldinger fra passagererne, og at mange direkte gav udtryk for, at de “gerne vil have flere elbusser i bybilledet”.
Chaufførens oplevelse: ro, kraft og anderledes kørestil
Elbusser ændrer chaufførjobbet mere, end mange tror. I praksis handler det ikke bare om “en bus uden udstødning”.
Det handler om:
stille acceleration
jævn fremdrift uden gearskift
regenerativ bremsning, der kræver en ny rytme
et andet fokus på varme/energiforbrug end i dieselbusser
Flere chauffører beskriver elbusser som “behagelige” at køre – men også som noget, hvor man skal lære, hvordan man får maksimal rækkevidde uden at bussen føles langsom eller “doven” i trafikken.
Passagerens oplevelse: mindre diesel-larm – men ikke altid stille
En klassiker er, at passagerer tror elbusser altid er “helt lydløse”. Det er de ikke.
De er ofte mindre motorstøjende, ja – men de kan give andre lyde: kompressorer, ventilation, dækstøj og summen fra drivlinjen, især ved høj belastning.
Og netop støj i kabinen går igen i flere danske erfaringer.
København og Movia: Data, drift – og 178 passagerbeskeder fra virkeligheden
København og omegn er Danmarks største elbus-laboratorium i skala, fordi Movia systematisk har indsamlet erfaringer.
I et forsøg med store elbusser blev passagererne opfordret til at sende feedback undervejs – og 178 passagerer sendte sms’er og e-mails med deres oplevelser.
Hvad sagde passagererne?
I samme rapport fremgår det, at:
65% af passagererne var begejstrede for at køre med en miljøvenlig bus
Flere kommenterede på komforten – men også udfordringer
To typer kritik går især igen:
1) Temperatur og varme
Movias rapport beskriver, at passagererne oplevede, at varmen kunne være svær at regulere – enten for varmt eller for koldt.
Det lyder måske banalt, men i elbusser er varme ikke “gratis”. Kabinevarme tager strøm fra batteriet – og det er en af de helt klassiske udfordringer i vinterdrift.
2) Indvendig støj
I forsøget pegede 22% af passagererne på, at støjniveauet inde i busserne var for højt.
Det er et godt eksempel på, at elbusser ikke automatisk er “stille luksus”. De er anderledes – men kan stadig have støjproblemer, som skal løses med teknik og justering.
Hvad sagde chaufførerne?
Rapporten viser også, at chaufførerne generelt oplevede, at kunderne var glade for at køre med elbus.
Movia arbejder samtidig systematisk med driftserfaringer ved at kræve logning af data om kørsel og batteri, så man kan optimere planlægning og undgå “overraskelser” i daglig drift.
Aalborg: “Alle bybusser blev elektriske i ét hug”
Hvis København er den gradvise skala, så er Aalborg omvendt en af de mest markante cases i Danmark:
Aalborg gik over til eldrift i stor stil på én gang.
Det var en stor operation både logistisk og teknisk – især fordi elbusser kræver en helt ny “bagvedliggende verden” af:
depotladning
nettilslutning
ladeplanlægning
strømkapacitet og effektstyring
Og netop Aalborg har investeret stort i ladeinfrastruktur. Et anlæg i byen er omtalt som Nordens største elbus-ladeanlæg med plan om drift af over 100 elbusser.
Drift i praksis: elbusser som system – ikke som enkeltkøretøj
Erfaringen fra Aalborg understreger det, som mange trafikselskaber har lært:
Man køber ikke bare elbusser. Man køber et energisystem.
Når det fungerer, fungerer det fremragende. Men det betyder også, at et problem ikke nødvendigvis er “bussen”.
Det kan være:
strømnet og kapacitet
ladehardware
software og driftsovervågning
planlægning af pauser og rutelængde
vinterforbrug, især varme
De store fordele: Derfor elsker mange elbusserne
Når elbusser bliver en succes i en by, er der typisk 4 ting, der gør forskellen.
1) Markant bedre bymiljø (lokalt)
Ingen udstødning. Ingen dieselrøg ved stoppesteder.
Det betyder især noget i tæt by, hvor busser tidligere har været en vigtig kilde til lokal NOx og partikler.
2) Mindre “dieselstress” i kabinen
Det handler ikke kun om støj – men om vibrationer og den “rå” fornemmelse.
Mange passagerer oplever elbusser som mere behagelige, især ved acceleration og stop-and-go.
3) Billigere energi – i flere tilfælde
Movia har tidligere beskrevet, at strømforbruget i drift kan være lavere end forventet, og at energiomkostningen kan ligge markant under diesel.
4) Image: Elbusser gør kollektiv transport mere moderne
Det lyder måske blødt – men det er ikke uvigtigt. Elbusser sender signal om udvikling, klima og “smart city”.
Og i nogle byer bruges elbusser som synligt symbol på en ny mobilitetsretning.
Udfordringerne: Elbusser er ikke plug-and-play
Elbusser fungerer, men kræver disciplin og erfaring. De typiske udfordringer er ret konkrete:
1) Vinterdrift og varme tager rækkevidde
Det er en helt klassisk EV-udfordring – og elbusser er ingen undtagelse.
Varmekabine, frostruder, vådt føre og tung belastning kan presse energiforbruget op.
Derfor er mange byer meget opmærksomme på:
ruteplanlægning
depotladestrategi
“reservebusser” i ekstremt vejr
2) Støj – på en ny måde
Som nævnt har passagerer i Movias forsøg peget på støj inde i busserne.
Og Movia har tidligere haft børnesygdomme med bl.a. en høj hyletone i kabinen på enkelte busser, som skulle arbejdes ned i samarbejde med producenten.
3) Driftsstabilitet handler også om ladere og software
Når en dieselbus driller, kan den ofte køre videre, hvis motoren “bare” kører.
En elbus er afhængig af:
batteri-software
opladning
effektstyring
Det gør driften mere teknisk og datatung.
4) Infrastruktur tager tid (og penge)
Elbusser kræver ofte store investeringer i depot, nettilslutning og ladeudstyr.
Det er her, mange af de reelle omkostninger ligger – ikke kun i selve busserne.
Hvor kommer elbusserne fra – og hvorfor er så mange kinesiske?
Det er her debatten bliver politisk og økonomisk på samme tid.
Ifølge et faktanotat fra 2025 (Region Hovedstaden/Movia-kontekst) fremhæves det, at kinesiske producenter ofte kan levere elbusser uden forsinkelser, at de kan være billigere i anskaffelse og drift, og at kvaliteten vurderes konkurrencedygtig.
Københavns Kommune har desuden behandlet spørgsmålet om omkostninger ved at stoppe brugen af kinesiske busser – og her fremgår det bl.a., at Movia peger på leveringsudfordringer hos flere europæiske busproducenter de seneste år.
Med andre ord:
Det handler ikke kun om pris. Det handler også om levering og sikkerhed for drift.
Derfor køber regioner/kommuner ikke bare europæisk
Der er typisk 5 forklaringer:
1) Pris og totaløkonomi (TCO)
Offentlige udbud lægger stor vægt på totaløkonomi: buspris + drift + energi + service.
Hvis kinesiske busser vinder på pris og leveringssikkerhed, ryger de ofte foran – også selvom man “gerne vil købe europæisk”.
2) Leveringstid: “Vi kan ikke vente 18 måneder”
Flere europæiske producenter har haft flaskehalse. Hvis en kommune skal have elbusser på gaden til en given kontraktstart, kan leveringstid blive afgørende.
3) Batteri og integration
Kinesiske busproducenter har ofte stærke batteri-setup (vertikal integration) og store volumener.
4) Udbudsregler og neutralitet
Mange kommuner kan ikke “vælge europæisk” som mavefornemmelse uden at kunne retfærdiggøre det juridisk.
5) Skala: Kina har bygget elbusser i enorm skala i mange år
Danmark var tidligt ude med testkørsel på kinesiske BYD-elbusser allerede i 2012.
Men er der en risiko ved kinesiske elbusser?
Debatten er vokset – især omkring cybersikkerhed og kontrol.
I Danmark fremhæves blandt andet kritikpunkter om menneskerettigheder i værdikæder og generelle bekymringer om datasikkerhed.
Og i Norge (Oslo) har trafikselskabet Ruter testet kinesiske elbusser for mulige sikkerhedsrisici og peget på potentielle sårbarheder, hvilket har gjort emnet mere aktuelt i Norden generelt.
Det betyder ikke, at “kinesiske busser er farlige” – men det betyder, at kommuner og trafikselskaber i stigende grad kan komme til at stille krav til:
datasikkerhed
softwareopdateringer
adgangsrettigheder
isolering af systemer
Konklusion: Elbusserne er kommet for at blive – og de virker, når systemet er bygget rigtigt
Når man ser på de danske driftserfaringer, er det samlede billede ret klart:
Elbusser er ikke et eksperiment længere. Det er normal drift.
Passagerne er overvejende positive, og mange kan lide tanken om at køre grønt.
Chaufførerne oplever ofte en mere behagelig kørsel og en moderne bus.
Og trafikselskaberne har fået en ny virkelighed, hvor data, opladning og planlægning bliver lige så vigtige som selve ruten.
Men der er også udfordringer:
varme og vinterforbrug
støj/komfort-børnesygdomme
afhængighed af ladeinfrastruktur
og et politisk dilemma om afhængighed af kinesiske leverandører
Det sidste punkt bliver sandsynligvis en af de store diskussioner i 2026 og 2027:
Skal Danmark fortsætte med at købe billigst og hurtigst – eller betale mere for europæisk produktion og strategisk uafhængighed?
Fotos: Movia



